Derefter afsender foreningen anmodningen om at indhente børneattesten via systemet til trænerens/lederens e-boks.
Så behandler systemet anmodningen og samtykket og sender herefter en erklæring til foreningen. Herefter kan foreningen udprinte en børneattest.
Systemet kræver, at trænere og ledere har en e-boks og er brugere af NemID for at en børneattest kan indhentes.
14 dage til samtykke
Såfremt en træner/leder ikke besvarer henvendelse til sin e-boks inden 14 dage, vil systemet give en meddelelse tilbage til foreningen/arbejdsgiveren og meddele, at der ikke er givet samtykke.
Den pågældende træner/leder må herefter ikke varetage opgaver med direkte kontakt til børn og unge under 15 år eller en opgave, hvor pågældende færdes fast blandt børn og unge under 15 år.
Kommunal erklæring om indhentelse af børneattester:
Lovkravet om indhentelse af børneattester ved ansættelse sammenblandes af nogle foreninger lidt med det kommunale krav om "erklæring om indhentelse af børneattester".
Kommuner har pligt til at påse, at folkeoplysende foreninger, der modtager kommunalt tilskud eller anviste lokaler efter folkeoplysningsloven, indleverer en erklæring om, at foreningen overholder reglerne om børneattester, jf. Folkeoplsyningslovens § 4 stk. 4. De fleste kommuner overholder denne pligt ved at betinge det årlige kommunale tilskud til børn og unge, lokaler m.m. af, at foreningen årligt udfylder "erklæring om indhentelse af børneattester".
Erklæringen går ud på, at man på tro og love bekræfter, at man indhenter de børneattester, man efter loven er forpligtet til. Denne erklæring skal altså udfyldes hvert år, hvis foreningen vil have årligt kommunalt tilskud. Det er ikke det samme som, at børneattester skal fornys årligt.
Loven om indhentelse af børneattester stiller blot krav om indhentelse ved ansættelsens begyndelse. I nogle foreninger vælger man dog af andre grunde at forny børneattester på medarbejdere med mellemrum.
2. Leveregler - DFF og DIF anbefaler, at klubberne laver et sæt leveregler for klubben for bedre at forebygge seksuelle krænkelser
Indhentelse af børneattester er med til at forebygge krænkelser, men der er andre ting klubber kan foretage sig for at forebygge at overgreb og andre krænkelser finder sted.
Forebyggelse af krænkelser er vores alles ansvar. Alle trænere, ledere og udøvere har et ansvar, men klubbestyrelserne har et særligt ansvar mht. at få sat emnet på dagsordenen.
Det er en øvelse i sig selv at tale om emnet. En konstruktiv måde at gribe det an på er, at få talt om, hvilke leveregler vi - i vores klub – har/vil have fx ud fra disse 3 hovedemner:
• Kropskontakt – berøring ved øvelser, jubel og andre situationer
• Samvær – omklædning, overnatning, arrangementer og privat hos trænere/ledere
• Kommunikation – mundtligt, telefon, sms og e-mails
Dækker jeres leveregler disse tre områder? Med leveregler på disse tre områder gør I det tydeligt for alle, hvilke regler der gælder, og man bliver opmærksom på egen og andres opførsel. Det er det bedste, vi kan gøre for at skabe den bedst mulige forebyggelse, så ingen ender i en situation, hvor deres grænser overskrides – hvad enten der er tale om en udøver eller træner.